Brdr. Schmidt VVS
Det er fast arbejde at være håndværker og VVS-mand i disse tider. De mange nybyggerier og
boligrenoveringer fylder arbejdsugen ud – og lidt til. Arbejdsløshed er en by i Rusland, og der er arbejde til dem, der vil og kan arbejde. To af dem, der både vil og kan, er brødrene Bo og Jan Schmidt. De har længe drømt om at blive selvstændige, og pr. 1. april 2007 realiserede de drømmen og etablerede deres eget VVS firma, Brdr. Schmidt VVS.
Allerede inden d 1. april havde flere kunder henvendt sig til de to unge iværksættere, som gennem mange år har skabt sig et godt navn og ry i branchen. De er begge udlært ved VVS-Huset v/ Flemming Munk Nielsen i Assens, hvor Jan har været i 15 år og Bo i 12. I 2000 tog Bo sin autorisation som autoriseret GVS mester.
Med deres fælles vvsuddannelse, Bo’s speciale i Gas og Jans i blik, dækker de hele spektret indenfor VVS, og vil både kunne betjene privat- såvel som erhvervskunder.
De to unge mænd, som begge er bosiddende i Assens, er bevidste om, at de startede deres firma på et meget gunstigt tidspunkt, men de er også meget bevidste om, at det ikke skal stige dem til hovedet.
”Det er let at lade sig rive med og gå på kompromis i en tid, hvor man hele tiden kan se den næste kunde omkring hjørnet, men det er ikke holdbart i længden. Der kommer jo en dag, hvor markedet dykker, og kunderne ikke længere hænger på træerne. Så er det, at det er vigtigt, at man har behandlet sine kunder godt, leveret et godt stykke håndværk og holdt ord og aftaler”, udtaler Jan Schmidt.
”Vi brænder for vores fag, vores firma og vores kunder, og vi er bevidste om ikke at brænde lyset i begge ender. Brdr. Schmidt skal jo også eksistere om 30 år” fortsætter lillebror Bo Schmidt.
”Det er utrolig spændende, og vi kunne slet ikke vente med at komme i gang. Det hele gik ret hurtigt, men nu skulle det være nu. Vi har en god ballast i form af uddannelse og erfaring, og samtidig er vi stadig unge nok til at knokle igennem og nyde det, mens sveden løber af panden” udtaler Bo Schmidt med et smil på læben.
Firmaovertagelse
Da brødrene Jan og Bo Schmidt i april 2007 stiftede Brdr. Schmidt VVS tvivlede de ikke på firmaets
bæredygtighed. Kundegrundlaget var på plads, og tiden var med dem. Der var stor mangel på håndværkere og de, der var der, kunne vælge og vrage mellem både kunder og opgaver. Trods de gode odds for det nystartede firma havde de ikke forudset, at de allerede godt et år senere ville have udvidet medarbejderstaben.
Og den høje vækst var heller ikke en del af målsætningen for det lille lokale Assens firma, der fra dag et havde stor fokus på at tage et skridt af gangen. ”Hvor der er opture, kommer der også nedture, og så hjælper det ikke noget, at du har sløset med hverken dit arbejde eller kundeplejen. Den nemme løsning er sjældent den rigtige”, udtaler Jan Schmidt, der med sine 16 års erfaring har set mange sørgelige eksempler på nemme ”her og nu løsninger”.
”Vi er meget bevidste om ikke at vækste for vækstens skyld”, fortsætter Bo Schmidt. ”Men omvendt må vi selvfølgelig følge med efterspørgslen og gribe chancer og muligheder, når de byder sig. Nok er vi sindige nordjyder, men vi er også forretningsfolk, som naturligvis er utrolig glade for de mange opgaver, der kommer vores vej. Det er jo et solidt skulderklap og et signal om, at vi gør det helt rigtigt”, afslutter Bo.
Den sidste mulighed, der har budt sig for de to arbejdsomme brødre, er opkøbet af Hem VVS, som pr. 1. nov. officielt er en del af Brdr. Schmidt VVS. Hem VVS har eksisteret som VVS-firma i Hem i 50 år, de seneste 20 med Knud Erik ved roret. Knud Erik overtog det i 1988 efter sin svigerfar og har nu fundet tiden moden til at lade yngre kræfter komme til roret.
Det betyder dog ikke helt et farvel til Knud Erik, der stadig vil være tilknyttet firmaet nogle timer. Henrik fra Hem VVS, bliver en del af det udvidede Brdr. Schmidt VVS. Foruden ansættelsen af Henrik har Jan og Bo i det forgangne år også ansat yderligere to medarbejdere – ganske enkelt som et resultat af en stadig stigende kundetilgang.
Og kunderne kommer stadig. Den ellers så raserende finanskrise og den stigende arbejdsløshed blandt håndværkere, har endnu ikke berørt det succesrige Assens firma, og spørger du Bo Schmidt, så er der heller ikke noget, der indikerer, at det kommer til at ske.
”Det er klart, at håndværkerfaget bliver ramt, når der er global krise. Det store byggeboom var i forvejen nedadgående, og med den fornyede usikkerhed for både boligejere og den almene dansker, så vil det kunne mærkes et sted”, udtaler Jan Schmidt. ” Men omvendt vil der altid være brug for håndværkere, og de tilkendegivelser, vi får fra både faste såvel som nye kunder viser, at oddsene for Brdr. Schmidt stadig er overordentlig gode”, afslutter Jan Schmidt med et lille smil og et glimt i øjet.
Firmaovertagelse
Brdr. Schmidt VVS blev stiftet i april 2007 af brødrene Jan og Bo Schmidt. De har aldrig tvivlet på firmaets bæredygtighed, for med et godt kundegrundlag og en vægt på god kvalitet og godt håndværk har opgaverne lige fra starten været mange.
Brdr. Schmidt VVS er fulgt med efterspørgslen igennem de seneste år og de har grebet de chancer og muligheder, der har budt sig. Den seneste mulighed, der har budt sig, er opkøbet af Smeden i Kastbjerg ApS, som pr. 1. juli 2015 er en del af Brdr. Schmidt VVS.
Smeden i Kastbjerg ApS har eksisteret i mange år – i de seneste 23 år med Svend Olofson ved roret. Svend Olofson har nu fundet tiden moden til at lade nye og yngre kræfter komme til og valget faldt på Brdr. Schmidt VVS i Assens, bl.a. pga. firmaets jyske facon og gode ry i branchen.
At Smeden i Kastbjerg ApS nu bliver en del af Brdr. Schmidt VVS betyder ikke et farvel til Svend Olofson. Han følger nemlig med og vil arbejde i firmaet sammen med de øvrige 8 ansatte, så der fremadrettet er 9 kompetente folk klar til at servicere kunderne. Hans nuværende telefonnummer vil også stadig være aktivt og muligt at benytte, når du som kunde får brug for din lokale VVS mand.
Jan Schmidt har besluttet at køre firmaet Brdr . Schmidt VVS videre alene efter tabet af sin bror Bo Schmidt, som mistede livet nytårsnat.
Selv om firmaet ikke længere omfatter begge brødre, så udtaler Jan, at firmaet fortsætter i samme ånd, nøjagtig som Bo ville have ønsket det.
Brdr. Schmidt har fra opstarten i 2007 været delt i 2 spor, hvor brødrene havde hver deres kundekreds og hver deres medarbejderstab .
Jan har nu samlet det hele under sine vinger, og er i skrivende stund ved at få klarhed over den del af firmaet, som Bo havde ansvaret for.
Hvordan konstellationen bliver fremadrettet er endnu uvis, men én ting er 100% sikkert: Jan Schmidt ønsker at køre firmaet videre.
Brdr. Schmidt VVS ApS
Fasanvej 3, Assens
9550 Mariager
cvr. 30 36 35 58
Jan 40 40 10 75
Værksted
Vægtervej 10, Assens
(Indkørsel fra Industrivej 11)
9550 Mariager